Mens fordømmelsen og strafudmålingen ingen ende vil tage, når det handler om doping i sportsverdenen, så er det noget ganske andet med ’dagligdagens doping’.
Brugen af forskellige rus- og nydelsesmidler for at klare hverdagens strabadser er ikke noget nyt fænomen. De fleste af os kender da også til at drikke lidt for meget kaffe eller række ud efter slikposen, når der skal ydes noget ekstra. Andre kigger dybt i flasken eller indtager daglige doser af Panodil for at lukke af for kroppens signaler.
Det nye er imidlertid, at vi nu kan gå til lægen og få receptpligtig medicin til at tackle dagens udfordringer. Vi kan få medicin, der gør os rolige, når vi skal til eksamen, give koncert eller holde oplæg på jobbet. Vi kan få medicin, der hjælper os til at holde såvel fokus som koncentration, til at blive mere kreative og til at huske bedre. Medicin, der mindsker behovet for at sove, gør os gladere, mere sociale eller sågar optimerer vores seksuelle lyst og formåen.
Mens kun få synes, at brugen af doping i sport er acceptabelt, så er accepten meget større, når det handler om at dope sig i hverdagen.
Men er det etisk forsvarligt, at raske mennesker bruger medicin for at leve et ’helt almindeligt liv’? Tør vi lade være, hvis nu både naboen og kollegaen doper sig selv og sine børn? Er denne fagre nye, medikaliserede verden kun for de få privilegerede, eller skal den offentlige sygesikring betale for medicinen og for behandlingen af de måske uheldige bivirkninger? Skal vi konstant være perfekte og toptunede? Eller hvorfor ikke, hvis vi nu kan? Helliger målet midlet?